I weekenden 27.-29. marts var klubbens to U9- og to U13-hold til Egene Cup i Gråsten som afslutning på sæsonen. Klubben havde sørget for en bus, der kørte de i alt 42 spillere og trænere til Gråsten fredag eftermiddag.



Det var en fantastisk tur både socialt og håndboldmæssigt. Weekenden var fyldt med grin, sammenhold og fællessang for både store og små. Især lørdag var der tid til, at holdene kunne støtte hinanden, selvom U9- og U13-holdene spillede i to forskellige haller.



GHT Håndbold kunne tage hjem med 1. pladsen til U9 drenge samt U13 piger. U13 piger vandt en knusende sejr i finalen 15-4, efter de havde fået god modstand undervejs i stævnet. U9 drenge klarede sig ubesejret gennem hele stævnet, vandt overlegent i semifinalen og sikrede sig 1. pladsen med en flot sejr over Sabro 15-6.
U13 drenge samt U9 piger sluttede begge med bronzemedaljer i deres respektive rækker. U13 drenge leverede flot spil, og fightede bravt hele weekenden. U9 piger stod for stævnets vel nok mest spændende kamp, da de vandt deres bronzekamp 8-7 over Sabro efter 4 gange overtid. Pigerne viste flot, flot fightervilje til sidst, selvom de var pressede til det yderste.



For nogle var det første gang afsted på denne måde, mens andre er mere rutinerede. Uanset var det en god oplevelse for alle, der lærte noget både på og uden for banen. Vi havde en flot forældreopbakning, iført klubbens supportertrøjer, både lørdag og søndag. Men særligt søndag dukkede der rigtig mange forældre op til opbakning af alle GHT holdene. Tusinde tak for det!

Vi ser allerede frem til masser af gode oplevelser og håndbold i næste sæson!